Som en ny signing?
Nej - det er ikke 1. april. Ifølge West Hams officielle hjemmeside er Kieron Dyer godt på vej mod kampformen op til den nye sæsonstart.
De positive udmeldinger kommer efter at Dyer har spillet en rolle i fire ud af fem af klubbens træningskampe i den foreløbige sæsonoptakt. Usædvanligt nok var Dyers manglende deltagelse i den femte kamp en planlagt hviledag og ikke resultat af endnu en i den uendelige række af skader, som har smadret den talentfulde offensivspillers første tre år i West Ham. Senest fik Dyer 60 minutter på banen i 1-0 sejren over barndomsklubben Ipswich, og ser selv positivt på fremtiden:
" Det er godt nok længe siden at jeg sidst spillede en time, men det er benzin i tanken som man siger. Vi har en kamp mere på torsdag og endnu en på lørdag, så forhåbentlig kan jeg spille 90 minutter i en af dem, så jeg kan være klar til kamp mod Villa."
" Jeg var virkelig stiv i kroppen til sidst, men vi har haft en rigtig hård uges træning, og det kunne man også se på vores præstation: Alle var meget trætte og ingen havde nogen eksplosiv fart at give af. Ipswich gav os god modstand. Vi sigter alle mod den 14. august, og det går rigtig godt."
Det er efterhånden blevet en tragisk joke, "at det bliver som en ny signing når Dyer bliver klar", men måske - 7-9-13 - lysner det endelig for den uheldige tidligere landsholdsspiller.
31-årige Dyer har på tre år foreløbig blot optrådt 22 gange for West Ham, langt de fleste gange fra bænken.

